Om mig
Jeg er uddannet psykolog i 1978 og har fået min autorisation i 1993.Jeg er yderligere uddannet i 1995 på Syddansk Universitet med en bachelor i Køn og kultur.
Jeg har en 1-årig efteruddannelse i Narrativ terapi fra DISPUK.
I øjeblikket er jeg ved at uddanne mig til at fokusere specielt på mænds kriser. Jeg har været på kurser hos Sven Åge Madsen, Rigshospitalet.
Jeg har i mange år arbejdet med børn, unge og forældre i flere forskellige regier: Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, Kostskole for anbragte unge, sikret institution for kriminelle unge. Senest har jeg været ansat i VIVE i et forskningsprojekt, der handlede om anbragte børns læring i skolen. I dette projekt testede jeg eleverne og afholdt møder med plejeforældre og skole.
Jeg har været ansat som lektor på University College Lillebælt i 10 år. Her underviste jeg på diplomuddannelserne i specialpædagogik og supervision.
Dit møde med mig:
Gennem min tid som psykolog har jeg arbejdet inden for mange forskellige arbejdsområder. Dette har givet mig et bredt og solidt fundament både teoretisk og erfaringsmæssigt. Det er meget betydningsfuldt for mig, at du oplever kvalitet og grundighed gennem en ligeværdig samarbejdsrelation med mig, hvor vi arbejder målrettet på, at du opnår dine mål i terapien.
Du vil opleve et rum, som er dit på en nærværende, tillidsfuld og respektfuld måde. Et rum hvor det er rart og trygt at være. Det er vigtigt for mig, at du oplever gennemsigtighed i terapien, så du kan tilegne dig nye strategier, der vil sikre dig ikke blot symptomlindring, men en varig forandring, så du føler dig styrket til fremadrettet at håndtere livets udfordringer på en mere konstruktiv måde.
Jeg ser frem til at høre fra dig